Tobias Kaye har gjort sig nogle tanker om trædrejning som jeg synes fortjener opmærksomhed fordi de på en god måde siger noget om en ting jeg også selv går og tænker over.Hvad er det nemlig der gør at et drejet stykke arbejde er godt? Er det den tekniske perfektion? Er det elegancen i kurverne? Skal vi vægte den gode måde at arbejde på? Det økologiske? Det smukke resultat? Kontrollen?Kaye skriver om hvordan kopidrejebænken i starten og midten af attenhundredetallet ændrer på trædrejernes fokus. Maskinen kunne bruges til at dreje helt ens ballustre og andre ting. Det betød at der opstod en ensartet kvalitet i værkerne. En række ballustre kunne drejes så de var næsten identiske. Kaye påstår at drejede værker fra før kopidrejebænken havde individuel karakter, mens dette helt er forsvundet når vi når til Victoriatiden.I de sidste godt hundrede år har det industrielle kvalitetsbegreb - hvor ensartethed, præcision og kontrol er i højsædet - været nærmest eneherskende kriterium for det gode håndværk. Man skulle kunne styre efter mål - og man skulle beherske materialet.Ordet beherske betyder at man er i kontrol - at man er den der bestemmer. Men det er noget af en tilsnigelse at påstå at man er den der bestemmer når man sætter et stykke træ på drejebænken og lægger jernet til. Man er måske nok MED TIL at bestemme, men træet har sandelig også en del at skulle have sagt. Og skal man virkelig modarbejde træets vilje? Naturligvis ikke. Maskiner har ikke sans for træets vilje - og derfor kan de lave alt ens indenfor forudbestemte tolerancer. Men som drejer kan du ikke undgå at blive gjort opmærksom på træets vilje - og du kan heller ikke undgå at reagere på det. Det er jo en af grundene til at vi som nye drejere pludselig finder os selv - stående anspændte i hele kroppen - med hjertebanken og nerverne udenpå tøjet - fordi vi VIL styre det her, men ikke KAN!Så i det nye år vil jeg arbejde med at finde ind til en dialog med træets vilje. Mon ikke jeg kan?